Forældreinfo

Her har vi samlet de spørgsmål vi ser mest.

 

Information til dig som forælder

Kære forældre

Vi i Vejen Køreskole sætter en ære i at give ALLE, der tilmelder sig et kørekortforløb en god oplevelse. 

Udover mig selv og Karin, har vi valgt at arbejde sammen med nogle meget dygtige og kompetente kørelærere, som i stort omfang også vil kunne besvare evt. spørgsmål. Tag meget gerne fat i jeres barns kørelærer hvis I har spørgsmål til den praktiske del.

Vi vil opfordre jer forældre, til at “følge med på sidelinjen” i jeres barns kørekortuddannelse, men samtidig huske på, at hvis man er gammel nok til at køre bil, så skal man også selv kunne holde styr på de mange vigtige informationer, der hører med til kørekortuddannelsen.

 

Eleven er selv ansvarlig for hele sit kørekortforløb.

 

Vi håber at vi med dette afsnit kan hjælpe jer til at hjælpe jeres barn i det omfang der er behov, hverken mere eller mindre.

Hos Vejen Køreskole bestræber vi os på at uddanne dygtige og selvstændige bilister med fornuftige, kritiske og trafiksikre holdninger.

Der er mange informationer at holde styr på, når man starter sin kørekortuddannelse, og det kan være svært at holde styr på, det anerkender vi. 

Når det er sagt, så er det også vigtigt at nævne, at vi altid overleverer alle vigtige informationer til jeres barn, i mundtlig form, og af flere omgange – både til teori og i skolevognen.

Rigtig mange informationer kan findes her på hjemmesiden, og vi henviser især til vores FAQ hvor der kan findes svar på rigtig mange af de spørgsmål, der omhandler et kørekortforløb.

Ca. en uge før holdstart, modtager eleven et velkomstbrev med oplysninger om, hvad der skal huskes den første aften.
Vi opfordrer til at kontakte egen læge hurtigst muligt, for at få udfærdiget en lægeattest. 

Hvis eleven er under 18 ved holdstart, skal der medbringes en samtykkeerklæring, som skal underskrives af begge forældre. Hvis man er fraskilt kræves der stadig samtykkeerklæring fra begge forældre med forældremyndighed. Vi er klar over, at det kan være ubelejligt at fremskaffe, men det er de retningslinjer der nu engang er. 

Er man ikke dansk statsborger, så skal der medbringes farvekopi af opholds-tilladelsens for- og bagside.

 

Et kørekort er endnu et skridt på vejen til at blive voksen og selvstændig og som køreskole forventer vi som udgangspunkt, at kommunikationen mellem jeres barn og jer er tilstrækkelig til, at vigtig information videregives til jer. Det kan altså ikke forventes, at vi kontakter jer m.h.t. til betalingsfrister, køretider, evt. behov for ekstra køretimer m.m. Til gengæld forsøger vi altid at forklare eleven meget grundigt, hvad der fx skal arbejdes med og de får besked på at notere aftaler i deres kalender.

 

Vi forsøger i stort omfang at planlægge den praktiske undervisning sammen med eleven, men vi er underlagt lovgivning, der gør at vi ikke kan køre faste dage, på samme tidspunkt, og derfor kan vi ikke garantere, at det ikke går ud over skoletiden i et vist omfang.

 

Den obligatoriske teoriundervisning ligger fast én gang ugentlig i 8-10 uger, samme dag, samme tidsrum. 

Eleven må højest selv studere én teoriaften hjemme, dette skal gøres via online lektioner der ligger tilgængelig på teoriundervisning.dk, resten skal gennemføres på køreskolen. Disse online lektioner, er også et rigtigt godt sted at repetere teoriundervisningen inden den praktiske del skal udføres.

 

Teori og praktisk kørsel skal følges ad, og senest efter teorimodul 2, skal eleven på manøvrebane. Senest efter teorimodul 3, og inden teorimodul 4, skal de første kørelektioner afvikles i trafikken i skolevognen. 

Vi vil kontakte eleven med henblik på at få aftalt den første kørsel på vejen. Herefter aftales ny køretid efter hver endt kørsel. Det kan ikke forventes at kørelæreren minder eleven om aftalt kørsel. 

Som udgangspunkt skal der altid være en køreaftale i elevens kalender, gerne flere.

 

Der føres lektionsplan over kørekortforløbet, hvor kørelærer kvitterer for at undervisningen er givet, og eleven kvitterer for at undervisningen er modtaget. Kørelærerens eksemplar af lektionsplanen er meget vigtig i kørekortuddannelsen, og skal altid medbringes til undervisningen og til alle prøver. Der må ikke undervises uden denne er til stede. 

Derfor vil en kørelektion blive aflyst, hvis eleven har glemt den. Dette medfører at eleven skal have en ny kørelektion og betale for den. Vi kan således ikke tage en af de resterende i pakken. Kørelektion uden kørelærerens eksemplar af lektionsplan antages som “ej mødt”.

 

Kørelektioner har en afbestillingsfrist på 24 timer. Ved akut sygdom, skal dette meddeles kørelæreren, som man har en aftale med, hurtigst muligt.

 

Få aftalt i hvilken form der kommunikeres (SMS, messenger, telefonopkald). 

 

Ved prøver skal afbud meldes 7 hverdage før, for at gebyrer ikke mistes. Sker afbud efter denne frist, skal eleven selv afholde omkostninger forbundet med prøven, gebyrer og evt. leje af bil. Ved sygdom tættere end 5 hverdage inden prøven, er det eleven selv, der evt. kan søge gebyrfri prøve hos Borgerservice. Kørelæreren kan/må ikke assistere med det. 

Afbud til manøvrebane og glatbane skal meddeles senest 5 hverdage inden kurset afholdes for ikke at skulle afholde ny kursusafgift.

 

Vi oplever nogle gange, at køreuddannelsen har sidste prioritet i forhold til anden arbejde, uddannelse, fritidsjob og sport m.m. Det er vigtigt at kunne være “på” når man skal lære noget så nyt som at køre bil. Når eleverne er trætte eller stressede, så lærer de ikke så hurtigt. 

Derfor anbefaler vi, at køretimer prioriteres højt for at nedbringe behovet for repetitions- og ekstralektioner.

 

Når det obligatoriske teoriforløb er afsluttet, så er det muligt fortsat at deltage i teoriundervisning uden extra omkostninger.

 

Når jeres barn skal til prøve, så skal der medbringes kørelærerens eksemplar af lektionsplanen, ansøgning om kørekort samt gyldigt billede ID, dette er i de fleste gange et gyldigt pas. Hvis jeres barn har et knallertkørekort, eller traktorkørekort, kan dette bruges som gyldigt billede ID. Har man ikke et gyldigt pas, skal man bruge gult sygesikringskort, original navne-dåbs-eller fødselsattest samt ID med billede på. (Dette må gerne være et udløbet pas og alle 3 ting skal medbringes)

Ugen op til prøven, er det vigtigt at I får samlet disse ting.

Kom i god tid, minimum 10-15 minutter, før prøven starter.

 

Teoriprøven bestilles af kørelæreren. Man skal sikre sig, at man har modtaget den lovpligtige undervisning. I samarbejde med sin kørelærer, aftaler man hvornår man forventes at være klar til teoriprøve. Herefter bliver prøven bestilt, og der kvitteres med en sms om dato, tid og sted til eleven.

En teoriprøve kan ikke bestilles, hvis ansøgning om kørekort ikke er færdigbehandlet hos Borgerservice. Dette betyder at eleven har afleveret lægeattest, og hvis man er under 18 år ved holdstart en samtykkeerklæring fra begge forældre. Denne kan findes her på hjemmesiden. Prøvegebyrer skal samtidig være betalt.

Den praktiske prøve aftales ligeledes med den kørelærer man kører med.

Når dit barn er under 18 år og starter på at tage kørekort hos Vejen Køreskole så er det jer som forældremyndighedsindehavere, der har det økonomiske ansvar. Det vil sige, at I hæfter for evt. gæld for f.eks. køreundervisning i tilfælde af manglende betaling. Den praktiske prøve kan ikke bestilles før alt er betalt, og den praktiske prøve afholdes ikke, hvis eleven skylder for evt. ekstra lektioner, leje af bil m.m.

 

Vi har fuld forståelse for, at et kørekort er en stor udskrivning. I nogle tilfælde skal der køres flere køretimer end loven foreskriver, det er helt normalt at man skal bruge lidt ekstra timer på at få det hele på plads. At lære at køre bil er meget sværere i dag end det var for 20 år siden bl.a. pga. mere trafik og mindre hensyn fra de andre trafikanter. Vi ønsker, at det skal være helt sikkert for jeres barn at føre et køretøj på egen hånd til køreprøven.

I forhold til priser, så kan disse findes her.

Ved holdstart vælger eleven, hvordan der skal betales for kørekortet. 

Der bliver udleveret et Indbetalingskort på 1. rate, cirka halvvejs igennem forløbet bliver der skrevet en faktura, som bliver mailet til elevens e-mailadresse. Der er 10 dages betalingsfrist. 

Betaling kan ske via bankoverførelse eller MobilePay indbetaling. Betalingsoplysninger fremgår af faktura. Det er MEGET vigtigt, at faktura nummer eller elev navn fremgår af indbetaling for at kunne identificere elevens indbetaling og undgå misforståelser.

Der er en række omkostninger, der er forbundet med et kørekort:

  • Foto

  • Lægeattest

  • Trafikrelateret førstehjælpskursus

  • Gebyrer til Færdselsstyrelsen

  • Berammelsesgebyr til bestilling af prøver

  • Leje af bil til køreprøven

  • evt. ekstra lektioner

Hvis, mod forventning, at eleven ikke består en prøve, skal der betales gebyrer igen.

Prøvegebyr sendes til elevens e-boks. Afsender er den kommune man bor i. (Dette gebyr kaldes Køreprøvegebyr, og det dækker en ny teori- og/eller praktisk prøve). 

Berammelsesgebyr sendes til eleven via SMS og e-mailadresse. 

Der kan ikke bestilles ny prøve, før gebyrer er afregnet.

Det er vores håb, at I som forældre læser dette afsnit, og har en god og grundlæggende idé om, hvad jeres barn nu skal igennem, og husk I er altid velkommen til at kontakte os, hvis I måtte være i tvivl om noget i forhold til kørekortuddannelsen.

Med venlig hilsen

Karin og Hans Jørgen Bork